USA - søndag den 22. september 2013
Washington på 1 dag
Aircondition anlægget er heldigvis slået fra, så der er en forbavsende ro i lokalet. Lidt lummert og for mit vedkommende en urolig nats søvn, hvor tankerne kværner rundt i hovedet. Jeg må konstatere, at jeg ikke helt har sluppet arbejdet endnu. Men jeg prøver med et par meditationsøvelser undervejs og får også sat hjernen nogenlunde på standby, selv om den opfører sig som en virus på computeren. Den er ikke sådan at lukke ned!
Kl. 6 overgiver jeg mig og står op, for at få skrevet dagbog.
Vi har aftalt, at vi skal være klar til afgang kl. 8. Vi har et hårdt program foran os, hvis jeg kender Marie ret, for vi har kun en hel dag i Washington. Så Ruddy speeder processen op og møder op kl. 7:45.
Morgenmaden i hotellets kælder er fin, så vi vil ikke spilde tiden på, at gå på jagt efter en morgenmadsrestaurant. Der er alt, hvad hjertet begærer - måske lige bortset fra noget godt brød og ost. Men disse ting kan man ofte ikke få på rejser udenfor Danmark. Selv kaffen er super - den er fra Starbucks.
I receptionen får vi dem til at finde en taxa for os. Det er ikke så let, da vi jo er 5 personer. Godtnok er mange af de amerikanske biler (fortsat) store, men de første 2-3 taxachauffører vil ikke tage 5 passagerer med. Så dukker der en gut op, som viser sig at være fra Somalia. Han vil gerne have os med og vi stuves ind. Maries plan er, at vi skal køres til Pentagon, hvor dagens program starter. Han kører længe og meget på motorvej, før vi når frem til Pentagon. Der er lidt tvivl om, hvor vi gerne vil sættes af, så vi når hele vejen rundt om Pentagon. Chaufføren sætter os af på en stor parkeringsplads foran Pentagon (det amerikanske forsvarsministerium).
Foran den specielle 5-kantede bygning, som anses for at være verdens største kontor-arbejdsplads med 25.000 medarbejdere, er der anlagt en memorial for de 125 mennesker, der blev dræbt ved terrorhandlingen mod Pentagon den 11. September 2001. Da vi havde kigget lidt på den, gik vi mod Arlington kirkegården, der er kendt for de utrolig mange gravstene. Det viser sig, at det er svært at komme ind på kirkegården, når man kommer fra Pentagon. Vi skal åbenbart gennem noget militært område først. Efter 2 lukkede porte, når vi frem til en bemandet indgang til Fort Myer. Her står 2 venlige vagter og de bliver enige om, at vi godt må gå gennem basen, når blot de har registreret vores pas. Så vi tøffer videre ind på det militære område og når snart frem til de første gravsten. Vi følger kirkegården rundt, så vi hele tiden har kirkegården på vores højre side. Der er uendelig mange gravsten undervejs og turen er pæn lang. I det forholdsvis varme vejr begynder vi at trænge til en pause.
Kort før Kennedy familiens gravsted finder vi et sted i skyggen, hvor vi kan sidde lidt. Det giver kræfter til at fortsætte og vi når hurtigt frem til Kennedy familiens fornemme gravsted. Her brænder en evig flamme. Vi har ganske kort tid ved gravstedet, før området er oversvømmet af gæster. De er åbenbart ved at vågne op sådan en søndag morgen. Vi fortsætter ud af kirkegården og vandrer over Memorial bridge mod Washington bymidte. Lige på den anden side af broen ligger Lincoln Memorial, hvor det er muligt at købe lidt mad og drikke. Den slags steder ser vi ikke så ofte i området, så det er med at slå til. Vi er ikke sultne, så vi nøjes med en sodavand og en øl. Vi glæder os til en øl, så Ruddy og jeg iler hen til "ishuset", for at handle. Damen i huset tilbyder tilbyder os en Budweiser. Har I ikke andet, spørger Ruddy. Jo - en Budweiser Light. Så vi må nøjes. Heldigvis bliver øllet hældt op i krus, så vi ikke skal opleve, at der bliver taget nogen billeder med os, hvor der optræder en Budweiser på. Jo dens ry er ikke godt, men den gør det nu godt, når den er iskold og vejret er varmt. Og vi passer på med Torben Mathews historie om, at drikke Budweiser er lige som at ro i kano: "Fucking close to water".
Efter en lille pause, fortsætter vi først mod Lincoln Memorial bygningen, hvor Abraham Lincoln sidder som stor statue i en kæmpe hal. Herefter slå vi et sving til et område, hvor der er en del statuer af soldater fra Koreakrigen.
Næste stop er Washington Monument, et 163 meter højt tårn. Normalt kan man komme op i tårnet, men et jordskælv i området i 2011 har beskadiget tårnet, som nu er under renovation. Fra tårnet får vi det første kig af præsident Obamas residens Det Hvide Hus. Bygningen drager og vi begiver os op mod bygningen, så tæt på, som vi nu kan komme. På en kæmpestor græsplæne foran bygningen spilles der fodbold (jo rigtig europæisk fodbold) på flere baner. På den anden side af dem, når vi op til hegnet ind mod Det Hvide Hus. Så kommer vi ikke videre. Der er masser af mennesker, der tager billeder men mærkelig nok stort set ingen politi. De er ellers stærkt repræsenteret overalt i byen.
Vi er ikke så langt fra vores hotel. Der lyder en værre larm af en større byfest. Jeg gætter på, at det er en oktoberfest, der er i gang. Da vi kommer tættere på, kan vi konstatere, at det er noget spansk fest med rigtig mange mennesker. Der hujes som til en stor rockkoncert, så vi beslutter hurtigt, at det er for meget larm for os. Vi bøjer af og går op af en gade, hvor vi finder en forholdsvis stille restaurant, så vi kan få noget frokost. Klokken er 14:30, så det må vel være på tide.
Vi får bestilt noget salat og nogle burgere. De sproglige forviklinger gør, at Joan og Ruddy får en halv burger hver. Tjeneren havde opfattet, at de ville dele en ret, men det var ikke helt det, som Ruddy sagde. Tjeneren kan godt se, at Ruddy ikke er helt tilfreds, så han gør straks skaden god igen - og kommer med 2 halve burgere mere. Så alle er stopmætte, da vi forlader restauranten, som de eneste gæster.
Så er der energi til at tøffe tilbage til hotellet, hvor Joan og Ruddy vælger at holde siesta. Vi andre har mod på mere og snart sidder vi i en taxi mod et stort supermarked og en udstilling med tøjstof. Undervejs finder Marie dog ud af, at udstillingen er lukket, så vi stopper alle ved supermarkedet. Allerede udenfor er der pænt fyldt med kæmpestore græskar og andre grøntsager og indenfor viser Whole Food sig som en sand åbenbaring med masser af lækkerier. Det er sådan et billede der gør, at vi europæere har et helt forkert billede af, at amerikanerne kun spiser fed og usund mad. Der er simpelthen alt, hvad hjertet begærer. I grøntafdelingen ligger frugterne sirlig placeret. &Aelig;blerne ligger i en fuldstændig pyramide. De lange grøntsager ligger pænt bygget op på kryds og tværs. Det er indbydende og flot at se på. Bare afdelingen med afskåret frugt og grønt fylder det samme som det meste af Super Brugsens grøntsagsafdeling.
Når vi kommer ind i sådan en købmandsbutik, så har vi en vare, vi altid skal tjekke. Har de Layu (en japansk sesamolie med chili)? Nix, det har de ikke. Sådan en skodforretning :D)
Mine øjne er ved at trille ud af huset, da vi når en stor afdeling med specialøl. Her kan Super Brugsens ditto næsten være med - det er bare helt andre øl, der er her. Priserne er pænt høje men vi skal have et par stykker med hjem til hotellet, så vi kan få en aperitif. Valget falder på en øl, der slet og ret hedder Rugbrød. Bagpå står, at det er en "Julebryg style". Så lidt dansk brygger må der være med i spillet. En Russian Chocolate Stout falder også ned i indkøbskurven.
Vi går hjemad og skal også lige besøge en licquer store, hvor Marie får købt nogle små flasker vin, så der også er til pigerne, når Ruddy og jeg går ombord i de dyre øl.
Tilbage på hotellet er der tid til lidt afslapning, før vi ringer og vækker Joan og Ruddy. De har sovet godt i 3 timer, så de er noget omtumlet, da vi møder op. Lasse har vi efterladt på værelset. Han er gået død.
Aftensmaden indtages på en pizza restaurant (Pi), der ligger lige ved siden af hotellet. Der er ikke lige den stille og hyggelige plads, som vi ønsker os. Det er en kæmpe restaurant med højt musik og pænt højt til loftet. Ikke så mange gæster - men vores nærmeste er en flok larmende unge mennesker. Det må vi finde os i. Vores tjener dukkede hurtigt op og præsenterede sig som Lis. "Jeg skal være jeres tjener i aften og jeg skal gøre alt, for at I får en god aften her". Det gør faktisk et godt indtryk, at blive mødt af sådan en tjener.
Vores valg falder på 4 små, tynde pizzaer. Ølkortet er velassorteret med omkring 15 specialøl på fad. Et rent slaraffenland for ølelskere. Det kan de altså her. Vi falder for en god porter, som smager tæskegodt!
Vi er ikke dødsultne. Frokosten sidder stadig godt i maven. Og Ruddy og jeg har jo fået en rugbrød, inden vi kommer til restauranten :D) Så vi kæmper med at få spist op. Det lykkes ikke for nogen af os. Til gengæld finder Ruddy og jeg plads til en øl mere. Mit valg falder denne gang på en 60 min. Dogbrew. Den er humlet som bare fanden. Det er ikke så ringe. Marie prøver sig med en drink, som også er lidt syrlig. Joan nøjes med lidt kaffe.
Vi forlader restauranten og lister hjem i seng. Godt trætte og klar til morgendagens udskejelser, der jo involverer en togtur til New York.
